Kommunikation og afrikansk mode
Danish version.
Som bekendt er Nørrebro I København en kulturel smeltedigel
på godt og ondt. Alle større byer i Europa har sådan
et sted. Dette er er hvor unge mennesker af forskellige nationaliteter
mødes på de trendy caféer, hvor familier køber
ind eller stopper op på gaden for at sludre med forbipasserende.
Nogle betragter Nørrebro som helvedes forgårs, men det er
som regel dem der aldrig har været der. Området må vel
bare siges vel siges at være komplet med de sociale problemer og
konflikter der følger med når en stor grupper mennesker
bor så tæt. Men ser man godt efter er et kulturelt blandet
kvarter som dette, ofte også grobund for initiativer og nye idéer.
 På Birkegade,
i midten af det hele finder man værkstedet for et unikt talent
indenfor modedesign. Det er her den ghanesisk fødte Francis Selorm
Seshie har haft sin base igennem de sidste 12 år. Ligesom de fleste
andre afrikanske butikker fungerer også ”Kente Design” som
et mødested. Der er altid en livlig atmosfære med masser
af mennesker der spiser, snakker eller får en hurtig klipning.
Den gamle kassetteradio ved siden af computeren og symaskinerne, skratter
vestafrikanske High-life hits ud. Det kan umiddelbart være en smule overvældende for de danske kunder, men alle er velkomne.
Francis har sine helt egne visioner
om hvordan man skal få det bedste ud af det når to verdener
mødes. I hans kreationer møder Afrika den vestlige verden
og det samme gælder for de andre projekter der bliver startet her.
Francis Seshie fremstiller og sælger Afrikansk tøj af høj
kvalitet, men det er ikke det hele: ”Et af mine primære mål
da jeg grundlagde min forretning var at markedsføre afrikansk
kultur og forbedre synet på Afrika i Vesten. Det handler ikke kun
om at sælge tøj. Jeg har et budskab jeg gerne vil ud med.
Godt nok taler jeg ved hjælp af symboler og skjulte beskeder i
Kente stofferne, men jeg er sikker på der er et interesseret publikum
og håber på at kunne åbne deres øjne for noget
nyt.”
Idéen
om at arbejde med stof og lysten til at blive designer voksede frem i
Francis da han gik i skole i Accra. Han startede med at fremstille Baseball
kasketter til de studerende på skoler og universiteter. Mange af
hans første kunder kom fra nabolandene Nigeria, Benin og Senegal.
De var fascinerede af hvad Francis kunne gøre med materialerne
og begyndte snart at efterspørge mere avancerede ting, som f.eks.
festtøj. I starten benyttede Francis sig mest af Keta (wax print),
men han valgte senere at fokusere på Kente stofferne, som er helt
unikke for Ghana. En dyb kærlighed og respekt for de ghanesiske
rødder har altid været en drivkraft og kilde til inspiration.
Francis Seshie har fået succes ved at finde nye måder at
kombinere moden med det som historie og traditioner har at tilbyde. Et
hurtigt blik rundt i butikken afslører alt fra ”casual street
wear”, tasker og t-shirts til nogle mere vovede mini-skirts, støvler
og lange aften kjoler.
Francis Seshie er glad for at bo og arbejde i Danmark hvor han gennem årene
har arrangeret adskillige store modeshows. I 2003 blev han kåret
til årets indvandrer kunstner, men han har også oplevet mange
skuffelser og markedet i Danmark er for lille, klager han. Danskerne
er som regel fascinerede af de farverige dragter, men måske stadig
lidt for generte når det gælder om at tage dem på.
Heldigvis har Internettet gjort det nemmere at holde kontakt med det
internationale marked og Kente Design har nu også enkelte kunder
i London, Paris og New York.
KENTE
Det originale Kente er håndlavet stof, vævet i silke eller
bomuld. Det er temmelig dyrt og eksklusivt. Men Kente er ikke kun tøj,
det er en vigtig unik del af Ghanas historie og kultur. Asante og Ewe
stammerne fra Ghana brugte oprindeligt tøjet til religiøse
begivenheder og ceremonier. I modsætning til vestlig mode er der
ofte en dybere mening gemt i afrikanske designs hvad enten det handler
om tøj eller frisurer. Farver, mønster og formgivning har
oldgamle rødder og betydninger, som Francis bevidst arbejder med,
når han skaber nye kreationer. Disse betydninger er faktisk alternativer
kilder til historie, da de direkte kan formidle en besked eller repræsentere
moralske værdier, etik eller principper. Hvert stil og mønster
har sit eget navn som f.eks. ”familie-bånd”, ”den
vise, gamle dame” eller ”enhed er styrke”. Der er således
en stor rigdom af betydninger, historier og traditioner gemt i mønstrene.
Selvom Kente nu er ved at blive mere almidneligt kendt er de originale
budskaber ved at forsvinde i glemslen. Kun få ved i dag hvordan
man skal læse sproget i de smukke stoffer.
Oprindeligt var Kente reserveret for de kongelige. Kolonisering svækkede
kongedømmerne og mange år senere havde Kente ikke længere
den store interesser. Det var enten for dyrt eller blev betragtet som
gammeldags. Men moden skifter som bekendt og sorte amerikanere har nu
taget Kente til sig som en forbindelse til deres afrikanske oprindelse.
Paradoksalt nok begyndte den amerikansk-fascinerede ungdom i Vest Afrika
derfor også at se på Kente igen. Ringen er sluttet.
TVÆR-KULTURELLE
IDÉER
Francis mere filantropiske idéer skinner også igennem i
den organisation han også prøver at stable på benene fra sin butik. Cross Culture International
er en organisation der sigter mod bedre integration og tvær-kulturel
forståelse. Dette er først og fremmest i Danmark, men der
som navnet antyder også mere internationale ambitioner. Det er
den samme gruppe mennesker der mødes i Francis butik, som vil etablere et egentligt Afrikanske Kultur Center i København. Centeret
skal være rettet mod at hjælpe afrikanere i Danmark med information om
uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, sport og kulturelle aktiviteter.
Francis
Seshie forklarer: ”Vi vil gerne formidle et positivt billede af
Afrikanere som har valgt at leve i Danmark. Vi vil gerne gøre
opmærksom på mulige handelsforbindelser og vise idéer
fra en anden kultur. Vi ønsker at tage aktiv del i at forbedre
samfundet. De unge afrikanere skal integreres bedre og som et led i den
proces er det vigtigt at vi husker vores egen baggrund og er i stand
til at fortælle Europæerne om det. Mode er bare en af måderne hvorpå vi kan kommunikere kultur.”
© Tekst og billeder: Jacob Crawfurd, Marts 2004.
Alle designs af Francis Seshie Selorm. Model: Victoria.
Denne artikel har været trykt i:
- Africa
Positive, no. 13, 2004.
- Coloured Pictures, issue 02-06,
2004.
Flere
fotos:
Kente Design
Besøg
også: www.kentedesign.dk
|